Bali er ikke nogen stor ø, men dens betydning som rejsemål fylder meget i mange rejsendes bevidsthed. Når man taler med dem, der har rejst på Bali får man mange forskellige svar på, hvad der er specielt ved Bali. For nogle er det rismarkerne, strandene, templerne, dansene og duftene, mens det for andre er surfing på de store bølger og det afslappede aftenliv. Bag navnene Ubud, Lovina, Sanur og Candi Dasa gemmer sig kunstneriske bjergbyer, sorte lavastrande og afslappede feriebyer og uanset om du vil slappe helt af eller holde en aktiv ferie kan det lade sig gøre på Bali.
Bali er perfekt til par eller familier med et barn. Hotellerne er ikke indrettet efter børn, på samme måde som mange af hotellerne i Thailand er. Har man store børn er Bali nærmest perfekt, da der er masser af unge på Bali hele sommeren.