Befolkning
61.230.000 indbyggere
Areal
511.770 kvadratkilometer
Styreform
Kongedømme. Kongen hedder Bhumipol og er verdens længste siddende monark. Thaierne er meget tro mod monarkiet og medlemmer af kongefamilien er portrætteret mange steder. Man skal aldrig tale dårligt om, eller gøre grin med kongefamilien.
Valuta og penge
Møntfoden i Thailand hedder Bath. 100 Bath er ca. 18 kroner (juli 2011), så en nem omregning er at dividere beløbet i Bath med 5, så har du det tilsvarende i danske kroner. Du kan godt veksle til Bath i Danmark, men vi anbefaler at du venter til Thailand. Du kan veksle kontanter i danske kroner eller dollars, men du kan også hæve penge på dit kreditkort, på de utallige hævemaskiner (ATM), som er alle vegne i Thailand. På den måde har du aldrig for mange kontanter på dig. Det koster et gebyr på ca. kr. 50,- pr. gang du hæver. Alle steder kan du betale med gængse kreditkort (Visa, Master, American Express og Diners).
Hæv eventuelt kontanter i Bangkok lufthavn inden videre rejse til Krabi eller Koh Samui, så skal du ikke tænke på det ved ankomsten til hotellet.
Thailand er et meget billigt land at være turist i. Mad og drikke på luksushotellerne er væsentligt billigere end i Danmark og hvis du spiser på lokale restauranter er det billigere endnu. Vin er generelt dyrt og specielt i forhold til kvaliteten. Skal du spise thaimad er øl også meget bedre, specielt de lokale lidt ”tynde” øl som Singha og Chang Beer. Der findes nu også lokal fremstillet vin fra Thailand. Selv om kvaliteten bliver bedre og bedre er den dog ikke helt på højde med, hvad vi er vant til...
Transport er også meget billigere end hvad vi er vant til. Skal du køre med taxa i Bangkok, så sørg altid for, at taxameteret er slået til. Tuk tuk skal du aftale en fast pris med på forhånd – de er hårde forhandlere og ofte dyrere end taxaer. Du kan leje biler og minibusser med chauffør til meget lave priser og bådture i longtalibåd koster heller ikke meget.
Priseksempler:
Hovedret på lokal restaurant 20-70 bath
Hovedret på hotellet 120-300 bath
Hovedret på luksusrestaurant 300-1500 bath
Singha øl i 7-11 (630 cl) 50-60 bath
Sodavand i 7-11 20-30 bath
Singha øl på bar/restaurant (330 cl) 60-150 bath
Sodavand på bar/restaurant (330cl) 40-80 bath
1 liter vand i 7-11 10-20 bath
1 flaske vin på restaurant 500-2000 bath
Mad
Det thailandske køkken er kendt som et af verdens bedste køkkener. Selvfølgelig er smag individuelt, men den måde maden laves og krydres på, er internationalt anerkendt og helt speciel. Nogle siger at maden afspejler livsstilen og buddhismen – der skal være ligevægt i alt, man foretager sig. Derfor er maden blandinger af surt, sødt, stærkt, salt og et væld af friske krydderier som koriander, basilikum og chilli selvfølgelig. Du skal bede om at få det hele på en gang, ikke suppe som forret og resten som hovedret. Alt på samme tid og samme bord, så bestil noget forskelligt, og nip så af hinandens retter.
Når du kombinerer det med frisk kylling, svinekød, oksekød og and og ikke mindst fisk og seafood i verdensklasse, så har du noget helt særligt. Det kan være rød eller grøn karry, supper lavet på kokosmælk, salater, stegt kød med hvidløg, peber eller soya, kylling i forskellige former også som Satay (grillet på pinde) som børnene elsker. Noget er selvfølgelig stærkt og kræver tilvænning, men siger du til tjeneren at du ikke vil have det så stærkt, så hjælper de gerne med retter, så man ikke brænder op…
Alle steder kan man bestille pasta eller pizza og på hotellernes restauranter er der helt almindelig vestlig mad.
Morgenmaden på hotellerne er et kapitel for sig. En buffet med stort set alt, man kan drømme om. En afdeling med æg, pølser, bacon og andet varmt, brød og kager, corn flakes og lign., yoghurt, salater, ost og pålæg og selvfølgelig den frisk udskårne frugt – vandmelon, ananas, papaya, bananer og hvad der nu passer til årstiden. En ren luksus at vågne op til og noget som mange – både voksne og børn – sætter stor pris på.
Til frokost kan man få stegt ris eller sandwich eller en omgang pommes frites serveret ved swimmingpoolen.
Pas og visum
Du skal ikke have visum, hvis du opholder dig som turist mindre end 30 dage i Thailand. Dit pas skal være gyldigt minimum 6 måneder efter hjemkomsten til Danmark. I flyet udleveres en indrejseformular, som afleveres ved paskontrollen i Bangkok.
Vaccinationer og sygdom
Der er ingen vaccinationer krævet for at rejse ind i Thailand. Det anbefales dog at have en vaccination mod smitsom leverbetændelse og en gyldig stivkrampe, og afhængig af hvilket område af Thailand man skal rejse til, kan malariabeskyttelse og difteri forekomme. Vi anbefaler du tager kontakt til egen læge.
Det gule sygesikringskort gælder ikke for rejser til Thailand, så det anbefales, at du tegner en rejseforsikring. Kontakt os for et godt tilbud.
Toldregler
Du kan medbringe 200 cigaretter og 1 liter spiritus eller 2 liter hedvin pr. voksen.
Klima
Thailand har tropisk klima, som er kendetegnet ved 3 årstider. Den tørre tid fra november til marts, den varme tid fra april til maj og den våde tid fra juni til oktober. Sydpå ved Krabi og Koh Lanta afviger temperaturen dog sjældent mere end 2-3 grader i løbet af året (29-32). Regntiden er kendetegnet ved kortvarige, voldsomme regnbyger.
Koh Samui har markant anderledes regnsæson. Her regner det mest i oktober og november, mens vores sommer giver væsentligt mindre regn end resten af Thailand.
I de senere år har der været tilfælde af regn i perioder som burde være tørre, og regnsæsoner som har været mere tørre end sædvanligt.
Kultur og religion
Langt den største del af befolkningen er buddhister. Sydpå findes muslimske mindretal ligesom der findes små grupper af kristne. Hos bjergfolkene i Nord er der forskellige animistiske religioner.
Buddhismen er den slags som kaldes Theravada og er statsreligion, selv om der er religionsfrihed. Det er staten som står for uddannelsen af munkene, og det er normalt at unge mænd tilbringer noget tid i kloster i ungdommen. Munkene udfylder en stor social rolle i Thailand. De underviser i religion, men de nyder også almindelig anerkendelse i samfundet, som den man går til, hvis der er problemer i hjemmet eller man har spørgsmål til livet i almindelighed.
Buddhismen mærker du mange steder og den er en stor, men behagelig del af alle menneskers daglige liv. Tidligt om morgenen kan man se munkene gå gennem byen og få mad af beboerne. De laver ikke selv mad, men enhver landsby bidrager på den måde til klosterets eksistens. På den måde får munkene tid og plads til meditation og de andre opgaver de varetager.
Det er et utroligt nemt og gæstfrit land at rejse i og alle vegne bliver man mødt af varme og venlige mennesker. Thaierne har levet med turismen i mange år og lykkedes fint med at se os som ”indkomst” men samtidig holde fast i de regler og traditioner, som gør landet så fascinerende.
Der er en del ting man ikke bør gøre, som turist i et buddhistisk land. Der er ingen krav eller sanktioner, hvis ikke man gør det, men i respekt for landets kultur og traditioner anbefaler vi, at man tænker over følgende:
Besøg ikke templer og helligdomme med bare skuldre og for korte kjoler eller bukser (under knæet) og mænd skal ikke have bare tæer i sandaler.
Tal ikke dårligt om monarkiet.
Kvinder bør altid bade med bikini eller badedragt.
Peg aldrig på nogle med fødderne. De regnes for den laveste del af koppen.
Klap aldrig små børn på hovedet. Hovedet regnes for den højeste del af kroppen.
Sid aldrig i et tempel med fødderne mod Buddha statuer.
Sæt dig aldrig på en statue af Buddha, hvis du skal fotograferes. Sid gerne foran.
Tag skoene af, hvis du går ind i thailandske hjem, eller andre steder, hvor Thaierne selv har sat skoene.
Hvis nogle ligger ned (beder, sover eller er syge), bør du altid gå forbi deres fødder i stedet for deres hoved.
Råb aldrig højt offentligt.
Behandl altid dem, der er ældre end dig med respekt. Både tjeneren og tuk-tuk chaufføren.
Hvis du er gæst i et thai-hjem, så tøm aldrig din tallerken, når du er mæt. Ellers vil din vært blive ved med at øse op, fordi han tror du er mere sulten.